Verdens bedste (gryde)brød

grydebrød 1 photo DSC02053_zpsaxlsdcyt.jpg

“Ej moster, vil du ikke nok bage det der brød, der smager lige så godt, som det man køber ved bageren?”
Og jo, det ville jeg da. For ikke nok med at det smager helt fantastisk, det er også virkelig, virkelig nemt at bage. Som i: nok et af de nemmeste brød overhovedet. Til gengæld kræver det lidt planlægning, for det har også virkelig lang hævetid. Minimum 14 timer i alt. Men selve arbejdstiden er ikke meget mere end fem minutter!

Det er selvfølgelig et grydebrød vi snakker om. Intet mindre end verdens bedste og nemmeste brød!
Der er nok lige så mange opskrifter på grydebrød, som der er grydebrød-bagere, men nedenstående opskrift har jeg altid stor succes med.

grydebrød photo DSC02059_zpsn3wc3q5n.jpg

Grydebrød

Ingredienser

gær på størrelse med en ært
½ l koldt vand
2 tsk salt
1 tsk rørsukker
300 g groft mel (jeg bruger ofte 150g sigtemel og 150g fuldkorns-speltmel)
ca 350 g hvedemel
lidt ekstra mel til samling af dejen
olie til hæveformen

Fremgangsmåde

Rør gæren ud i vandet, og tilsæt salt og sukker.
Tilsæt mel og rør dejen sammen. Dejen skal være blød og klistret.

Dæk skålen med et låg/klæde/husholdningsfilm og lad dejen hæve i MINDST 12 timer. Gerne længere. Dejen skal hæve ved stuetemperatur, den må IKKE komme i køleskabet.

Når dejen har hævet i mindst 12 timer, hældes den ud på et meldrysset bord (og der skal ikke spares på melet). Fold dejen sammen en fire-fem gange fra hver side (dejen er mere flydende nu, end da den blev sat til hævning).

Smør hvefadet/skålen med olie og læg dejen i igen.
Dæk fadet/skålen til og lad dejen efterhæve ca 2 timer.

Sæt din gryde eller form plus låg i ovnen og tænd for 250 grader. Når temperaturen er nået, så lad lige formen/gryden stå i ovnen et par minutter mere, så du er helt sikker på at både ovn og form er gennemvarm.

Tag gryden ud af ovnen, og drys lidt mel i bunden. Hæld dejen over i formen, læg låget på og sæt hurtigt gryden/formen i ovnen igen.

Bag brødet i 30 minutter. Skru derefter ned til 225 grader, fjern låget og bag brødet færdigt i yderligere 15-20 minutter, til overfladen er sprød og gylden.
Vip brødet ud af gryden (og pas på: den er mega varm!), og lad det afkøle på en rist.

grydebrød 2 photo DSC02057_zpsk3cvczt0.jpg

Continue Reading

Knasende sprødt hjemmebagt knækbrød

knækbrød photo DSC02259_zpsapcaskr1.jpg

Her flere år efter alle andre, er jeg endelig kommet i gang med at bage hjemmebagt knækbrød. Hvorfor har I ikke sagt at det er så nemt? Og smager så vanvittig godt! Heh, det har I nok også, jeg har bare ikke helt hørt efter…
Absolut ikke first mover på denne her, men skulle der nu sidde nogen derude på den anden side af skærmen, som heller ikke er kommet i gang med de der hjemmebagte knækbrød endnu, kommer her en virkelig god (og nem) opskrift.

Jeg spiser dem mest uden noget, bare som snack, men tænker også at de vil være fantastiske med ost på.
Og så er de virkelig gode til lige at tage den lille eftermiddagssult, når jeg er afsted på kursus.

knækbrød 2 photo DSC02263_zps1iajryir.jpg

Hjemmebagt knækbrød

Ingredienser

1 dl græskarkerner
1 dl hvide sesamfrø
1 dl solsikkekerner
1 dl hørfrø
1 dl havregryn
3,5 dl rugmel
2 dl koldt vand
1,25 dl olivenolie
1 tsk bagepulver
2-3 tsk havsalt

Fremgangsmåde

Kom samtlige ingredienser i en skål. Rør det hele godt sammen, til blandingen bliver jævn.
Del dejen i to lige store portioner. Rul hver portion tyndt ud mellem to stykker bagepapir, og læg dem på hver sin bageplade,

Skær dejen i firkanter med en pizzaskærer eller en sløv kniv, og bag knækbrødene i ca 15 minutter ved 200 grader. Hvis stykkerne stadig er lidt bløde i konsistensen bages de i et par minutter mere.

knækbrød 1 photo DSC02274_zpsgmxl2jgm.jpg

Continue Reading

Bondebrød fra Mors

Bondebrød fra Mors 2 photo DSC01969_zps8hx6sbag.jpg

Bagte det her virkelig lækre bondebrød for første gang i går. Er vild med at der er rugmel i. Så føler man ikke, at man synder helt så meget, når man sidder der med sit tredje stykke med smør, ost og brombærmarmelade.. ;D

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg bager virkelig meget brød. I en lang periode bagte jeg mest Superheltebrød, fordi det var nemt og hurtigt og smagte fantastisk.
Men vi er alle sammen kørt en smule træt i det (overdosis tror jeg!), så lige nu eksperimenterer jeg med en masse forskellige slags.

Det her Bondebrød fra Mors er en gammel AMO klassiker, men det bliver det bestemt ikke ringere af.

Bondebrød fra Mors photo DSC01967_zpszsudx1sw.jpg

Bondebrød fra Mors

Ingredienser

300g hvedemel
100g groft rugmel
50g havregryn
2 dl skyr
1 tsk salt
1,5 dl varmt vand
25g gær
2 spsk olivenolie
1 spsk honning

Fremgangsmåde

Bland ymer og varmt vand og opløs gæren heri.
Tilsæt salt, honning og olie.
Tilsæt mel og havregryn, og ælt til dejen er ensartet.
Lad dejen hæve, lunt og tildækket, i ca 30 minutter.
Slå dejen ned, form den til en kugle og lad den hvile tildækket i ca 10 minutter.
Form kuglen til et rundt brød. Sæt den på en bageplade og lad dem efterhæve ca en halv time, til dobbelt størrelse.
Pensl med æg, vand eller mælk og drys med lidt mel. Snit brødet som til deling af lagkage (8 stykker).
Bages ca 30 minutter ved 200 grader forvarmet ovn.

Continue Reading

Naan brød med rugmel

Serverede de her naan-brød sammen med kikærtepanden til min sidste madklub, og de var bare gode. De pandestegte brød var en god afveksling til det foccacia jeg tit bager, og så passede de jo bare fantastisk til det indiske tema.

Var løbet tør for Nigella-frø, men det fungerede overraskende godt både med salt og med rosmarin i stedet for.
Det er helt sikkert ikke sidste gang, at jeg har bagt dem.

 photo DSC00684_zpsbzwozq63.jpg

Naan brød med rugmel

ca 16stk

Ingredienser
100g groft rugmel
450g hvedemel
25g gæg
2dl lunkent vand
1tsk salt
1 spsk sukker
1½ dl græsk yoghurt 2%
100g smør

Pynt: nigellafrø, flagesalt, rosmarin

Fremgangsmåde:
Opløs gæren i vandet, og tilsæt derefter salt, sukker, yoghurt og rugmel.
Tilsæt hvedemel lidt efter lidt
Ælt dejen godt til den er smidig og glat, minimum 5 minutter
Stil dejen tildækket og lunt, og lad den hæve til dobbelt størrelse, mindst to timer

Smelt smørret ved svag varme i en lille gryde. Tag gryden af blusset og lad smørret køle lidt ned. Herved dannes et hvidt bundfald, som ikke skal bruges.

Del dejen i 16 stykker. Rul hvert stykke meget tyndt ud på et meldrysset bord (jeg fik ikke rullet mine tyndt nok ud). Formen må gerne være lidt rustik.

Varm en pande med lidt af det klarede smør. Læg brød på panden og steg dem 2-3 minutter på hver side, til de er gyldne og gennembagte.
Brødene tages af panden, pensles med lidt smeltet smør, og drysses med pynt efter smag.

naan photo DSC00670_zpsb9ukes7p.jpg

Continue Reading