Verdens bedste (gryde)brød

grydebrød 1 photo DSC02053_zpsaxlsdcyt.jpg

“Ej moster, vil du ikke nok bage det der brød, der smager lige så godt, som det man køber ved bageren?”
Og jo, det ville jeg da. For ikke nok med at det smager helt fantastisk, det er også virkelig, virkelig nemt at bage. Som i: nok et af de nemmeste brød overhovedet. Til gengæld kræver det lidt planlægning, for det har også virkelig lang hævetid. Minimum 14 timer i alt. Men selve arbejdstiden er ikke meget mere end fem minutter!

Det er selvfølgelig et grydebrød vi snakker om. Intet mindre end verdens bedste og nemmeste brød!
Der er nok lige så mange opskrifter på grydebrød, som der er grydebrød-bagere, men nedenstående opskrift har jeg altid stor succes med.

grydebrød photo DSC02059_zpsn3wc3q5n.jpg

Grydebrød

Ingredienser

gær på størrelse med en ært
½ l koldt vand
2 tsk salt
1 tsk rørsukker
300 g groft mel (jeg bruger ofte 150g sigtemel og 150g fuldkorns-speltmel)
ca 350 g hvedemel
lidt ekstra mel til samling af dejen
olie til hæveformen

Fremgangsmåde

Rør gæren ud i vandet, og tilsæt salt og sukker.
Tilsæt mel og rør dejen sammen. Dejen skal være blød og klistret.

Dæk skålen med et låg/klæde/husholdningsfilm og lad dejen hæve i MINDST 12 timer. Gerne længere. Dejen skal hæve ved stuetemperatur, den må IKKE komme i køleskabet.

Når dejen har hævet i mindst 12 timer, hældes den ud på et meldrysset bord (og der skal ikke spares på melet). Fold dejen sammen en fire-fem gange fra hver side (dejen er mere flydende nu, end da den blev sat til hævning).

Smør hvefadet/skålen med olie og læg dejen i igen.
Dæk fadet/skålen til og lad dejen efterhæve ca 2 timer.

Sæt din gryde eller form plus låg i ovnen og tænd for 250 grader. Når temperaturen er nået, så lad lige formen/gryden stå i ovnen et par minutter mere, så du er helt sikker på at både ovn og form er gennemvarm.

Tag gryden ud af ovnen, og drys lidt mel i bunden. Hæld dejen over i formen, læg låget på og sæt hurtigt gryden/formen i ovnen igen.

Bag brødet i 30 minutter. Skru derefter ned til 225 grader, fjern låget og bag brødet færdigt i yderligere 15-20 minutter, til overfladen er sprød og gylden.
Vip brødet ud af gryden (og pas på: den er mega varm!), og lad det afkøle på en rist.

grydebrød 2 photo DSC02057_zpsk3cvczt0.jpg

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *