Grøntsagsrisotto med basilikum

grøntsagsrisotto 3 photo DSC01188_zpsymmzrmbj.jpg
Serverede den skønneste grøntsagsrisotto for min veninde i går.
Med to små piger under to år, kan det der med aftensmad til et bestemt tidspunkt godt være lidt af en udfordring, for man ved aldrig helt, hvornår der er rimelig ro til at kokkerere, og hvornår hele verden ramler sammen og kræver ens fulde opmærksomhed PRONTO!

Så når jeg skal have gæster, forsøger jeg altid at servere retter, hvor jeg kan forberede det meste i løbet af dagen, nemlig når der er tid og ro til det. Og risotto er en af dem.
Selvfølgelig er jeg forholdsvis bundet i køkkenet, i de 20-25 minutter risottoen skal koges, men alt andet kan jeg have forberedt på forhånd, og risotto-omrøring kan sagtens foregå med et barn på armen. Faktisk kan det også godt lykkes med et barn på armen OG et barn i bæresele (og ja! jeg taler af erfaring).
At det så smager fantastisk, også dagen efter, eller koldt til frokost, gør det jo bare endnu bedre!

grøntsagsrisotto 2 photo DSC01181_zpsbun4fagy.jpg

Grøntsagsrisotto med basilikum

Ingredienser

4 spsk olivenolie
2 små courgetter i tern
1 grøn peberfrugt i tern
2 porrer
1 stort løg
400g risotto-ris (arborio eller carnaroli)
4 spsk tør, hvid vermouth
1½ l grøntsagsboullion
2 spsk smør
1 håndfuld friske basilikumblade
75 g parmesan i flager

Fremgangsmåde

Steg grøntsagerne (minus løg) på en pande, i ca 3 minutter, til de er svagt gyldne.

Varm resten af olien i en stor, tykbundet gryde. Tilsæt løg, og svits dem klare i ca to minutter under jævnlig omrøring.
Tilsæt risene, og svits dem i ca 2 minutter til den er gennemsigtig og glinsende af olien. Husk at røre rundt undervejs.
Hæld vermouth ved risene og lad den simre, tilsæt derefter lidt boullion, og rør indtil væden er absorberet. Tilsæt mere boullion og fortsæt processen indtil risene er færdig. Det tager ca. 20-25 minutter.
Den færdige risotto skal have en cremet konsistens, og risen være akkurat mør, men stadig med lidt bid.

Rør resten af grøntsagerne i, og tilsæt smør, basilikum og parmesan. Smag til med salt og peber.
Serveres straks, rygende varm, med mere friskrevet parmesan til.

grøntsagsrisotto photo DSC01167_zpsywjviurb.jpg

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *